Kurstabsfradraget er et særligt fradrag, der blev indført ved konvertering af gamle kontantlån. Her var kurstabet ved en indfrielse ofte så stor, at den afskar husejere med gamle kontantlån fra at få udbytte af rentefaldet.

Hvis husejerne beholdt de gamle kontantlån, ville kurstabet kunne trækkes fra, fordi det i kontantlån er omregnet til rente. Kurstabet ville således løbende blive fradragsberettiget, fordelt over samme årrække som kontantlånets restløbetid. Staten gik derved ikke glip af indtægter ved at tillade, at man kunne tage dette fradrag for kurstab med sig, hvis man skiftede lån. Kravet var blot, at restløbetiden ikke blev forkortet – eftersom husejerne derved kunne få større årligt fradrag end ellers.

Kurstabsfradraget er afskaffet på nye kontantlån, og derfor er kontantlån blevet langt mindre interessante for nye låntagere. I stedet er det de traditionelle obligationslån, der er standard i dag – tilligemed med de variabelt forrentede lån (rentetilpasningslån, flexlån) og afdragsfri lån.

De kortløbende variabelt forrentede lån er i virkeligheden kontantlån, hvor kurstabet ved lånets oprettelse ændres til fradragsberettiget rente. Men da lånene løber i meget kort tid på et til fem år, er kurstabet sjældent et problem, idet husejerne som regel beholder lånet til naturligt udløb.