|
Licitationsloven
(Lov nr. 216 af 08.06.1996, som ændret ved lov nr. 818 af 19.12.1989) er per d.
01.09.2001
afløst af
lov om indhentning af tilbud.
Bekendtgørelse om indhentning af tilbud i
bygge- og anlægssektoren
er per 01.09.2001
afløst af
lov om indhentning af tilbud.
Licitationsloven
I medfør af § 3 i lov nr. 450 af 7. juni 2001 om
indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren,
fastsættes:
Bekendtgørelsens dækningsområde
§ 1. Bekendtgørelsen gælder for
indhentning af tilbud på udførelse eller projektering og
udførelse (totalentreprise) af offentlige bygge- og
anlægsopgaver, som er omfattet af lov om indhentning af
tilbud i bygge- og anlægssektoren § 1, stk. 1 og 2, og
for tildeling af ordren.
Stk. 2. Bekendtgørelsens § 2, § 3, §§ 5 - 7,
§ 8, stk. 3, §§ 10 11, § 12, stk. 1, § 13, stk. 2, § 14
og § 18 gælder tilbudsgiveres (entreprenørers)
indhentning af tilbud hos underentreprenører til brug
for afgivelse af tilbud på en offentlig bygge- og
anlægsopgave og tildeling af ordren.
Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder dog ikke for
opgaver, der udbydes af en offentlig virksomhed, der
drives på et forretningsmæssigt grundlag, og som ikke er
omfattet af lov nr. 228 af 19. maj 1971 om statens
byggevirksomhed m.v.
Indhentning af tilbud
§ 2. Ved offentlige bygge- og
anlægsarbejder indhentes tilbud ved offentlig eller
begrænset licitation eller ved underhåndsbud.
Stk. 2. Udbyder skal udnytte de muligheder,
der findes for at skabe tilstrækkelig konkurrence.
Stk. 3. Arbejde i regning kan anvendes, når
særlige grunde foreligger.
§ 3. Udbyder kan indhente tilbud
til brug for indgåelse af en rammeaftale.
Stk. 2. Ved rammeaftale forstås i denne
bekendtgørelse en aftale mellem en udbyder og en
virksomhed om mulig udførelse af bygge- og
anlægsarbejder af samme karakter i løbet af en given
periode. Ved rammeaftalen fastsættes de betingelser, som
skal gælde for konkrete kontrakter, som indgås i løbet
af perioden, f.eks. med hensyn til kvalitet, pris og
mængde/omfang.
Stk. 3. En rammeaftale kan alene indgås efter
indhentning af tilbud herpå i en offentlig eller
begrænset licitation.
Stk. 4. Kontrakter baseret på en rammeaftale
kan alene indgås mellem den udbyder og den virksomhed,
som er parter i aftalen, og skal følge de vilkår, der er
fastsat i aftalen. Om nødvendigt kan udbyder anmode
virksomheden om at supplere sit tilbud til brug for
kontraktindgåelsen. Dette må dog ikke medføre væsentlige
ændringer i aftalevilkårene.
Stk. 5. En rammeaftale må højst gælde for en
periode på 4 år.
§ 4. Udbyderen må ikke byde på
eget arbejde, jf. dog stk. 2. Som udbyder anses også
virksomheder med indbyrdes forbindelse som nævnt i § 6.
Stk. 2. Stk. 1 er dog ikke til hinder for, at
en statslig, amtskommunal eller kommunal udbyder kan
afgive kontrolbud på bygge- og anlægsopgaver, der
udbydes af henholdsvis staten, amtet eller kommunen.
Stk. 3. Såfremt udbyderen har til hensigt at
afgive kontrolbud, skal dette meddeles de bydende.
Kontrolbud skal afgives senest samtidig med fristen for
modtagelse af tilbud.
§ 5. Udbyder må ikke indhente
tilbud på udførelse eller projektering og udførelse (totalentreprise) fra virksomheder, som på
samme arbejde varetager eller har varetaget funktioner
som rådgiver, forretningsfører eller byggeadministrator
for udbyder, hvis dette må antages at give den
pågældende virksomhed en konkurrencefordel.
§ 6. Ved anvendelsen af
tilbudsloven og nærværende bekendtgørelse anses to
virksomheder som én virksomhed:
1) hvis den ene virksomhed ejer mere end 20 pct. af
den anden virksomhed, eller
2) hvis virksomhederne har fælles forbindelse i
form af bestemmende indflydelse fra eller til en fond,
et holding-selskab eller et andet selskab.
Stk. 2. Udbyderen kan forpligte de bydende og
sine aftaleparter til at gøre opmærksom på forhold, der
kan falde ind under bestemmelserne i stk. 1 og § 5.
Begrænset licitation med
prækvalifikation
§ 7. Ved begrænset licitation
kan udbyderen gennemføre en prækvalifikationsrunde ved
at indkalde mulige tilbudsgivere ved offentliggørelse af
en udbudsannonce i pressen eller i elektroniske medier.
I udbudsannoncen skal angives en frist på mindst
15 arbejdsdage til at anmelde interesse i at deltage i
licitationen.
Stk. 2. Udbyderen skal i udbudsannoncen
tillige angive:
1) om opgaven vil blive tildelt efter kriteriet
laveste bud eller efter kriteriet det økonomisk mest
fordelagtige bud, jf. § 10, stk. 1 og
2) hvor mange bydende, der vil blive opfordret til
at afgive tilbud.
Stk. 3. Udbyder udvælger de bydende på
grundlag af oplysninger om disses økonomiske og tekniske
formåen. Til brug herfor kan udbyderen kræve
dokumentation for, at de bydende økonomisk og teknisk er
i stand til at udføre opgaven. Udbyderen skal i
udbudsannoncen nærmere anføre, hvilken dokumentation der
i givet fald skal fremlægges.
Stk. 4. Ved udvælgelsen af de bydende må kun
én virksomhed indbydes fra en kreds af virksomheder med
indbyrdes forbindelse som nævnt i § 6.
Stk. 5. Udbyder underretter hurtigst muligt
de bydende om, hvilken afgørelse der er truffet med
hensyn til bydende, der vil blive opfordret til at
afgive tilbud. Udbyder giver endvidere efter anmodning
den enkelte bydende en begrundelse for, hvorfor den
bydende er fravalgt.
Begrænset licitation uden
prækvalifikation
§ 8. Ved indbydelse til en
begrænset licitation uden forudgående prækvalifikation
gælder at:
1) fra en kreds af virksomheder med indbyrdes
forbindelse som nævnt i § 6 må kun én virksomhed
indbydes,
2) mindst 1 af de indbudte skal være fra områder
uden for det lokale område, og
3) udbydere med vedvarende bygge- og
anlægsvirksomhed ikke må indbyde den samme kreds af
virksomheder ved hvert udbud.
Stk. 2. Når kun bestemte virksomheder har
praktisk mulighed for at udføre arbejdet, kan
bestemmelserne i stk. 1 fraviges.
Stk. 3. Det skal af indbydelsen fremgå, om
opgaven vil blive tildelt efter kriteriet laveste pris
eller efter kriteriet økonomisk mest fordelagtige bud,
jf. § 10, stk. 1.
Udelukkelsesgrunde
§ 9. Udbyderen kan udelukke
bydende i følgende tilfælde:
1) hvis den bydende ikke er myndig, er under
værgemål efter værgemålslovens § 5 eller samværgemål
efter værgemålslovens § 7,
2) hvis den bydende er i betalingsstandsning eller
under konkursbehandling,
3) hvis den bydende er dømt for strafbart forhold,
der begrunder en nærliggende fare for, at vedkommende
ikke kan udføre opgaven på forsvarlig måde, eller
4) hvis den bydende har gjort sig skyldig i grov
eller gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin
virksomhed og de udviste forhold medfører risiko for,
at vedkommende ikke fremtidig vil udøve sådan
virksomhed på forsvarlig måde.
Tildelingskriterier
§ 10. Når tilbud er indhentet
ved offentlig eller begrænset licitation, tildeles
bygge- og anlægsopgaven, medmindre licitationen
annulleres, efter følgende kriterier:
1) den laveste pris, eller
2) det økonomisk mest fordelagtige bud under
hensyntagen til forskellige kriterier, som varierer
efter den pågældende kontrakt, f.eks. kvalitet, pris,
byggetid, driftsomkostninger, rentabilitet, teknisk
værdi, påvirkning af miljøet, arkitektur og
funktion.
Stk. 2. Ved tildeling af opgaven efter
kriteriet økonomisk mest fordelagtige bud skal udbyderen
senest i udbudsbetingelserne angive de underkriterier,
der vil blive anvendt. Disse kriterier skal angives i
prioriteret rækkefølge, medmindre dette ikke er muligt.
Forhandling med de bydende ved
licitation
§ 11. Når udbyder ved tildeling
af opgaven anvender kriteriet økonomisk mest
fordelagtige bud, kan udbyder forhandle om de modtagne
bud, medmindre udbyder i udbudsbetingelserne har givet
afkald herpå. Udbyder skal ved eventuelle forhandlinger
overholde principperne i stk. 2-7.
Stk. 2. Udbyder skal senest ved
forhandlingernes påbegyndelse over for de berørte
tilbudsgivere, jf. stk. 3, skriftligt tilkendegive,
hvilken procedure der vil blive fulgt, herunder om
forhandlingerne vil forløbe i flere faser.
Stk. 3. Udbyder skal i den indledende fase af
forhandlingerne tilbyde at forhandle med alle
tilbudsgivere, der har overholdt udbudsbetingelsernes
mindstekrav.
Stk. 4. Under forhandlingerne skal udbyder
sikre, at alle tilbudsgivere behandles ens. Navnlig må
udbyder ikke udøve forskelsbehandling ved at give
oplysninger, som kan stille nogle tilbudsgivere bedre
end andre.
Stk. 5. Udbyder skal føre forhandlingen om
det enkelte bud inden for buddets egne rammer. Udbyder
må under forhandlingerne alene give oplysninger til en
tilbudsgiver om andre tilbudsgiveres løsninger eller
priser, i det omfang sådanne oplysninger allerede er
gjort offentligt tilgængelige i henhold til § 7 i lov om
indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren.
Stk. 6. Dialogen mellem udbyder og
tilbudsgiver kan have karakter af såvel teknisk
afklaring vedrørende de afgivne tilbud som forhandling
af elementer i tilbuddet, herunder priser.
Stk. 7. Forhandlingerne må ikke føre til, at
opgavens karakter ændres væsentligt, eller til at de
valgte tildelingskriterier, deres prioritering eller
vægtning, jf. § 10, stk. 2, ændres.
Stk. 8. Ved tildeling af opgaven efter
kriteriet den laveste pris kan udbyder kun forhandle med
lavestbydende.
Underhåndsbud
§ 12. Udbyder skal ved
indhentning af underhåndsbud give meddelelse om,
hvorvidt tildeling af ordren vil ske på grundlag af
kriteriet laveste pris eller kriteriet økonomisk mest
fordelagtige bud.
Stk. 2. Udbyder skal ved indhentning af
underhåndsbud overholde bestemmelserne i § 8, stk. 1,
nr. 1 og 3.
§ 13. Ved følgende arbejder skal
indhentning af underhåndsbud ske i overensstemmelse med
bestemmelserne i stk. 2 4:
1) bygge- og anlægsarbejder, der udbydes af
statslige, amtskommunale, kommunale og kirkelige
myndigheder,
2) arbejder, der får tilsagn om offentlig støtte
efter lov om almene boliger samt støttede private
andelsboliger m.v.,
3) arbejder, der får tilsagn om offentlig støtte
efter lov om byfornyelse eller lov om byfornyelse og
boligforbedring, og
4) andre bygge- og anlægsarbejder, hvortil der ydes
statsstøtte eller statslig udgiftsrefusion, eller hvor
arbejdet i øvrigt helt eller delvist finansieres over
de årlige bevillingslove, i det omfang vedkommende
styrelse sætter bestemmelsen i kraft.
Stk. 2. Udbyder kan på samme arbejde indhente
4 underhåndsbud eller derunder.
Stk. 3. Underhåndsbud kan indhentes på bygge-
og anlægsarbejder med en anslået samlet værdi ekskl.
moms på 2 mio. kr. eller derunder.
Stk. 4. For arbejder med en anslået samlet
værdi ekskl. moms på mere end 2 mio.kr. kan
underhåndsbud kun indhentes i følgende tilfælde:
1) på delarbejder, hvis anslåede værdi ekskl. moms
er 500.000 kr. eller derunder, forudsat den samlede
værdi af disse delarbejder ikke overstiger 20 pct. af
de samlede arbejders værdi,
2) på bygge- og anlægsarbejder, der udføres med
henblik på forsøg, forskning eller udvikling, jf. dog
§ 15, stk. 2 og 3,
3) på bygge- og anlægsarbejder, hvis omfang,
kvalitet eller tidsforløb kun med stor vanskelighed
kan fastlægges i et udbudsgrundlag, såsom visse
restaurerings-, reparations- og ombygningsarbejder,
4) hvor der ikke ved licitation er indkommet et
egnet bud, forudsat de oprindelige udbudsbetingelser
ikke ændres væsentligt,
5) på bygge- og anlægsarbejder, der udføres som
supplerende arbejder til et arbejde, der har været
udbudt i licitation, når suppleringsarbejderne ikke
var omfattet af det oprindelige udbud, men på grund af
uforudsete forhold er blevet nødvendige for
fuldførelse af arbejdet. Det er en forudsætning, at
ordren tildeles den virksomhed, der udfører det
oprindelige arbejde, medmindre udbyderen påviser
særlige forhold, der begrunder, at udbyderen lader
andre udføre arbejdet,
6) på bygge- og anlægsarbejder, der udføres som en
gentagelse af et arbejde, der har været udbudt i
licitation, såfremt gentagelsesarbejdet falder inden
for en tidsmæssig afgrænset periode på 3 år, og det
fremgik af det oprindelige udbudsmateriale, at
gentagelsesarbejdet kan udføres uden afholdelse af ny
licitation, forudsat at ordren tildeles den
virksomhed, der udførte det oprindelige arbejde,
7) hvor kun en bestemt virksomhed kan udføre
arbejdet,
8) i større byggesager, der udføres med offentlig
støtte efter §§ 100, 115, 140, 146 a og 160 b, i lov
om almene boliger samt støttede private andelsboliger
m.v., hvor entreprenøren påtager sig ganske særlige
opgaver i forbindelse med planlægningen og
gennemførelsen af byggeriet, jf. dog § 15, stk. 2,
9) hvor bygge- og anlægsarbejder fortsættes på en
tilgrænsende byggeplads, uden at den oprindelige
byggeplads har været forladt af den oprindelige
entreprenør. Det er en forudsætning, at det
oprindelige arbejde har været udbudt i licitation, og
at videreførelse ved fortsættelsesarbejder kan ske i
den ønskede kvalitet og indebærer besparelser i
forhold til nyetablering af byggepladsen, og
10) ved udførelsen af nødvendige arbejder, der af
sikkerhedsmæssige grunde ikke kan udsættes.
Underretning
§ 14.
Udbyder underretter
hurtigst muligt tilbudsgiverne om, hvilken afgørelse der
er truffet med hensyn til ordretildelingen. Når
kriteriet er det økonomisk mest fordelagtige bud,
underretter udbyderen endvidere efter anmodning
tilbudsgivere om det antagne tilbuds egenskaber og
relative fordele.
Supplerende regler for byggearbejder
efter lov om almene boliger samt støttede private
andelsboliger m.v.
§ 15. Ved byggearbejder, der
udføres med offentlig støtte efter §§ 100, 115, 140, 146
a og 160 b, i lov om almene boliger samt støttede
private andelsboliger m.v., skal anvendelsen af
underhåndsbud godkendes af kommunalbestyrelsen eller
amtsrådet. De arbejder, der ikke er omfattet af
underhåndsbudet, skal udbydes i licitation.
Stk. 2. Ved byggearbejder, som nævnt i
stk. 1, skal dog 60 pct. af arbejderne udbydes i
licitation:
1) når arbejderne udføres med henblik på forsøg,
forskning eller udvikling, jf. § 13, stk. 4, nr. 2,
eller
2) når entreprenøren påtager sig ganske særlige
opgaver i forbindelse med planlægningen og
gennemførelsen af byggeriet, jf. § 13, stk. 4, nr. 8.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, kan
fraviges, hvis udbyderen har opnået Erhvervs- og
Boligstyrelsens godkendelse af byggearbejderne som et
forsøgs-, forsknings- eller udviklingsprojekt.
§ 16. Ved opførelse af støttede
private andelsboliger kan kommunalbestyrelsen godkende,
at indtil 60 pct. af byggearbejderne udføres af
bygherrens egne ansatte. Sådanne arbejder skal ikke
udbydes i konkurrence. Arbejder, som ikke udføres af
bygherrens egne ansatte, skal udbydes.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i
forbindelse med godkendelse af den endelige
anskaffelsessum påse, at der foreligger dokumentation
for bygherrens forbrug af timer til udførelse af de
pågældende arbejder. Dokumentationen kan fremlægges i
form af regnskabsbilag svarende til dem, som ville være
blevet udfærdiget, hvis arbejdet ikke var udført af
bygherrens egne ansatte.
Supplerende regler ved
byfornyelsesarbejder
§ 17. Ved arbejder, der udføres
med offentlig støtte efter lov om byfornyelse, kan
kommunalbestyrelsen godkende, at arbejdet udføres af
bygherren selv eller af bygherrens egne ansatte (arbejde
i eget regi).
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, at
såvel prisen som kvaliteten af det arbejde, som
bygherren udfører i eget regi er rimelig, samt at der
foreligger den fornødne dokumentation for bygherrens
forbrug af timer til udførelse af arbejdet.
Stk. 3. En kommune kan ikke udføre arbejde i
eget regi. Kommunen kan dog udføre kommunale
anlægsarbejder, som får offentlig støtte efter § 7 i lov
om byfornyelse, i eget regi. De arbejder, som ikke
udføres i kommunens eget regi, skal udbydes i
konkurrence.
Stk. 4. Ved arbejder, der udføres med
offentlig støtte efter lov om byfornyelse, skal
anvendelsen af underhåndsbud og arbejde i regning
godkendes af kommunalbestyrelsen. De arbejder, der ikke
er omfattet af underhåndsbudet eller ikke udføres i
regning, skal udbydes i licitation.
Klageadgang
§ 18. Spørgsmål om overtrædelse
af bestemmelser i denne bekendtgørelse kan indbringes
for Klagenævnet for Udbud, jf. lov om indhentning af
tilbud i bygge- og anlægssektoren § 13.
Ikrafttræden
§ 19. Bekendtgørelsen træder i
kraft den 1. september 2002 og har virkning for opgaver,
der udbydes efter dette tidspunkt.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 758 af 24. august
2001 om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren
ophæves.
Økonomi- og
Erhvervsministeriet, den 9. juli 2002
|