|
Ejendomsmæglerens rådgivning
I forbindelse med formidling
af salg, er ejendomsmæglere forpligtede til at yde en
efter loven fastsat og specifik rådgivning overfor såvel
sælger som køber. Der er tale om et kompleks regelsæt,
hvorfor det anbefales, at De som sælger søger sagkyndig
Sælgerrådgivnings bistand og som køber indhenter bistand
og rådgivning fra en Køberrådgiver.
I forbindelse med Deres
ejendomssalg, er ejendomsmægleren forpligtet til at yde
Dem en rådgivning, som kan mindst opfylder
Ejendomsomsætningslovens
(Lov om omsætning af fast ejendom) §16, stk. 1:
"
Formidlerens rådgivning
skal opfylde de krav, der stilles til en sagkyndig
ejendomsformidling, som alene er bestemt af parternes
interesser og forhold".
I kraft af
Ejendomsomsætningslovens §16, stk. 1’s angivelse af ”sagkyndig
ejendomsformidling” følger en række gængse krav, som
ejendomsmægleren skal honorere og leve op til:
-
Markedskendskab,
-
Uvildighed,
-
Faglig standard.
Ejendomsmæglere har en
forpligtelse til at besidde en relevant og opdateret
viden om prisniveauet, dvs. markedsprisen, der gælder i
deres område. Dette indbefatter et indgående kendskab
til hvilke priser de forskellige typer ejendomme af den
pågældende størrelse og standard sædvanligvis bliver
solgt for.
Ejendomsmæglere er
forpligtede til at yde uvildig rådgivning og skal
udelukkende tage hensyn til de parter, som er involveret
i den pågældende ejendomshandel. Ejendomsmægleren må
således ikke yde en rådgivning, som bærer præg af
mæglerens binding til f.eks. kæder, forsikringsselskaber
og realkreditinstitutioner, ligesom mægleren ikke må
kontrahere med byggesagkyndige på en måde, som kan sætte
spørgsmålstegn ved tilstandsrapportens uvildighed.
Ejendomsmæglere er
forpligtede til at leve op til en god faglig standard,
hvor udgangspunktet tages i, hvordan rutinerede
ejendomsmæglere ville handle i en tilsvarende situation.
Der skal i den forbindelse henvises til det specielle
Klagenævn for Ejendomsformidling, som varetager
behandlingen af alle forbruger klagesager over
ejendomsmæglere.
I henhold til
Ejendomsomsætningslovens §15, stk. 1 må en
ejendomsmægler, grundet interessekonflikten som kan
skade klienten, ikke repræsentere både sælger og køber
samtidig i samme ejendomshandel. Den samme lov gælder
for advokater. Ejendomsomsætningslovens §15, stk. 1
foreskriver: ”Ingen
må være formidler for begge parter i samme handel”.
Udover at formidle salget af
sælgers ejendom er det samtidig ejendomsmæglerens opgave
og pligt at yde køber økonomisk rådgivning. Det påhviler
således ejendomsmægleren at foretage en reel vurdering
af, om køberen har økonomisk råderum til at foretage
købet. I praksis består rådgivningen dog blot af en
gennemgang af, hvor store brutto- og nettoudgifter køber
kan overkomme på baggrund af sin nuværende indtægt.
De formelle lovkrav fremgår
af Ejendomsopsætningslovens §6: "
Rådgivning om, hvorvidt en forbruger har råd til køb af
en fast ejendom, skal gives på grundlag af den fornødne
gennemgang og vurdering af kendte oplysninger om
forbrugerens indtægter og udgifter. Rådgiveren skal
angive, hvilken brutto- og nettoudgift, jf. § 19, der på
grundlag af et detaljeret budget er råd til. Rådgiveren
skal endvidere angive, hvilket kontantprisniveau
budgettet giver mulighed for at købe ejendom inden for,
samt hvilke muligheder forbrugeren har for at få et køb
finansieret".
I henhold til
Ejendomsomsætningslovens §15, stk. 2, har
ejendomsmægleren pligt til at underrette den af parterne
som står uden rådgivning, om fordelene ved at anvende en
sådan. Ejendomsomsætningslovens §15, stk. 2 foreskriver
således: ”Såfremt en part ikke bistås af egen
rådgiver, skal formidleren for den anden part rådgive
den pågældende om behov og mulighed for at søge sådan
bistand.”
Ejendomsomsætningslovens §3,
stk. 2 angiver, at ”Den erhvervsdrivende skal rådgive
forbrugeren om behov og mulighed for en byggeteknisk
gennemgang af ejendommen”.
Det er dermed
ejendomsmæglerens pligt at yde køber af en specifik
ejendom rådgivning om og tilskyndelse til at få
foretaget en byggeteknisk gennemgang af den ejendom, som
er udbudt til salg.
De kan
her
konsulterer
Ejendomsomsætningsloven
(Lov om omsætning af fast ejendom) i sin helhed.
|